§ Bekendtgørelse af lov om lærlingeforhold (* 0) (* 19) (* 20) (* 21) · kapitel 2 af 7
Kapitel II – *Parternes gensidige forpligtelser*
LBK nr 128 af 16/03/1987
§ 7. Lærlingen skal være læremesteren til medhjælp ved arbejdet i virksomheden, så vidt som hans arbejdskraft og færdighed muliggør det.
§ 8. Læremesteren må ikke anvende lærlingen til andet arbejde end det, der henhører til forretningens virksomhed, og kun undtagelsesvis til arbejde, der ikke vedrører hans uddannelse i faget.
Stk. 2. Læremesteren må ikke anvende lærlingen til arbejder, der er skadelige for hans sundhed eller ikke står i forhold til hans kræfter. Læremesteren skal, så vidt det står i hans magt, værne lærlingen mod mishandling fra andre i virksomheden beskæftigede personers eller fra læremesterens husstands side.
Stk. 3. Såfremt lærlingen har bopæl hos læremesteren, skal der anvises ham et vel vedligeholdt, lyst og luftigt værelse med mindst 1 let åbneligt vindue af et lysningsareal svarende til mindst 10 pct.af gulvarealet. Vinduet må ikke vende ud til mødding, stald eller lignende. Værelset skal have et rumindhold af mindst 15 m3 for 1 person, 25 m3 for 2 personer og 34 m3 for 3 personer og have et gulvareal af henholdsvis mindst 6 m2, 10 m2 og 15 m2 og en bredde af mindst 2 m. Intet værelse må anvendes til natophold for flere end 3 personer. Værelser, der indrettes eller tages i brug efter denne lovs ikrafttræden, må kun benyttes til natophold for 1 lærling. Gulvet må ikke være af sten eller lignende materiale. Værelset må ikke have adgang alene gennem rum, der tjener til natophold for nogen af husstandens øvrige medlemmer, og det må ikke udgøre eneste adgang til noget af den øvrige husstand anvendt rum. Findes værelset i en staldbygning, må der ikke være direkte indgang fra stalden. Værelset skal kunne aflåses og skal være forsynet med tilstrækkelige belysnings- og opvarmningsindretninger. Hver lærling skal have eget sengested og stol og et aflåseligt klædeskab, hvorhos værelset skal være forsynet med et godt bord. Hvor lærlingen ikke har adgang til behørigt vaskerum, skal der i værelset findes et vaskestel med fornødent udstyr eller en vaskekumme. Rene lagner skal gives mindst 1 gang om måneden og rent håndklæde mindst 1 gang om ugen.
§ 9. Læremesteren skal påse, at lærlingen er medlem af en anerkendt sygekasse (* 5). Omkostningerne herved samt ved lærlingens invalideforsikring udredes af læremesteren. Læremesteren er ikke berettiget til at kræve, at lærlingen skal udtræde af den anerkendte sygekasse, af hvilken han ved læreforholdets begyndelse er medlem.
Stk. 2. Såfremt en lærling bliver lidende af en så alvorlig sygdom, eller der tilføjes ham så betydelig og vedvarende skade, at læreforholdet ikke med rimelighed kan forlanges fortsat til læretidens udløb, skal læremesteren være berettiget til at opsige lærekontrakten med 2 måneders varsel til ophør ved en måneds udgang.
Stk. 3. Lærlingen har ret til løn under sygdom indtil læreforholdets lovlige ophør, dog ikke udover et tidsrum af 3 måneder. Læremesteren har ret til - uden udgift for lærlingen - at forlange sygdommen dokumenteret ved attest fra en af læremesteren godkendt læge eller lærlingens sygekasse. Dokumenteres sygdommen herefter ikke, har lærlingen ikke ret til løn under sygdommen. Såfremt lærlingen i gentagelsestilfælde uden rimelig grund undlader at skaffe dokumentation for sygdommen, har læremesteren ret til at hæve lærekontrakten uden varsel.
Stk. 4. Såfremt lærlingen på grund af sygdom forsømmer mere end i alt 4 måneder i læretiden, kan såvel læremesteren som lærlingen forlange læretiden forlænget med et af det faglige udvalg godkendt eller fastsat tidsrum. Udvalgets afgørelse kan indbringes for Lærlingerådet, hvis afgørelse er endelig.
Stk. 5. Hvis lærlingen bor hos læremesteren, påhviler det denne under lærlingens sygdom, dog ikke for et længere tidsrum end 3 måneder, at udrede kost og logi, så længe lærlingen forbliver i hans hus, og i andet fald et beløb, svarende til værdien af kosten. Kostpengene bortfalder for den tid, lærlingen måtte være indlagt på et sygehus eller lignende for sygekassens regning eller uden betaling for almindelig kur og pleje.
Stk. 6. Bringes læreforholdet på grund af sygdom til ophør på anden måde end efter foranstående bestemmelser, frigøres læremesteren ikke i forhold til det offentlige, som lærlingen måtte falde til byrde, for de ham foran pålagte forpligtelser.
Stk. 7. Pådrager lærlingen sig en sygdom ved eget utilbørligt forhold, er læremesteren, såfremt lærlingen som følge af sygdommen ikke kan deltage i arbejdet, ikke pligtig at betale løn for det pågældende tidsrum.
Stk. 8. Såfremt der, fordi en lærling ved læreforholdets indgåelse lider af en sygdom, mellem parterne træffes aftale, hvorved foranstående bestemmelser fraviges, er sådan aftale kun gyldig med Lærlingerådets godkendelse.
§ 10. Hvis en kvindelig lærling bliver gravid (* 6), kan hun forlange læreforholdet afbrudt i den periode, hvori hun er berettiget til dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom og fødsel. Såvel læremesteren som lærlingen kan forlange læretiden forlænget med et af det faglige udvalg godkendt eller fastsat tidsrum. Udvalgets afgørelse kan indbringes for Lærlingerådet, hvis afgørelse er endelig.
§ 11. Forinden en indgået lærekontrakt lovligt er hævet, må lærlingen ikke af nogen anden tages i lære eller anvendes som medhjælp i samme fag.
§ 11a. Overdrages læremesterens virksomhed eller en del heraf, indtræder erhververen umiddelbart i de rettigheder og forpligtelser, der bestod på overdragelsestidspunktet i henhold til aftalen om læreforhold, hvis erhververen efter § 2 er berettiget til at antage lærlinge. Virksomhedsoverdragelsen anmeldes til arbejdsformidlingen.