Bekendtgørelse af presseloven Nr. 533 af 18/08/1986 BKG i LT A: 29/08/1986 § 10
§ 10. Berigtigelsesnævnet består af 3 medlemmer, hvoraf formanden skal være højesteretsdommer og de to andre repræsentanter for pressen. Medlemmerne udnævnes af justitsministeren, formanden efter indstilling fra højesterets præsident, det ene af de øvrige medlemmer efter indstilling fra Danske Dagblades Fællesrepræsentation, det andet efter indstilling fra Danske Journalisters Fællesrepræsentation. I sager, der angår et under »Foreningen af Danske Ugeblade, Fagblade og Tidsskrifter« hørende skrift, erstattes det efter indstilling fra Danske Journalisters Fællesrepræsentation udnævnte medlem med et af justitsministeren efter indstilling fra nævnte forening udnævnt medlem.
Stk. 2. Nævnet træffer endelig afgørelse af, hvorvidt redaktøren af et periodisk skrift er forpligtet til at optage en berigtigelse i overensstemmelse med § 9, stk. 1, og hvorvidt det i det enkelte tilfælde under hensyn til den ønskede berigtigelses karakter og indhold bør pålægges ham at optage denne. Finder nævnet, at nægtelsen af optagelsen fra redaktørens side har været åbenbart urimelig, eller at en ufyldestgørende berigtigelse indebærer en væsentlig overtrædelse af lovens bestemmelser, kan det pålægge ham en bøde. Endvidere kan nævnet, såfremt indankningen må anses for åbenbart urimelig, pålægge den, der har fordret berigtigelsen optaget, en bøde. Nævnet skal tilstræbe, at sagerne fremmes med den største hurtighed og så vidt muligt på det foreliggende grundlag. En af nævnet truffen beslutning om ikendelse af højere bøde end 100 kr. kan, forinden den kan træde i virksomhed, af bødefældte fordres prøvet af den landsret, i hvis kreds han har bopæl, når han inden 3 dage forlanger dette ved en skrivelse til landsrettens præsident. I sagens behandling deltager 3 af landsrettens dommere. Inden afgørelse træffes, skal bødefældte tilsiges til et møde i landsretten. Meddelelse om mødet gives til bødefældtes modpart samt til berigtigelsesnævnet. I mødet, som holdes for lukkede døre, gives der alle vedkommende lejlighed til mundtligt at udtale sig.
Stk. 3. Udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder honorarer til medlemmerne, afholdes af staten og bevilges på finansloven.
Kilde: Retsinformation.dk